OM AT VÆRE INTROVERT /

ENDELIG HAR JEG FÅET TAGET MIG TID
til at læse den fantastiske tankevækkende bog, skrevet af Anna Skyggebjerg.
En gang jeg var ca. 10 år gammel, pointerede en af mine forældres venner at jeg var enormt asocial. Jeg har mange gange fået at vide at jeg ved første møde virker reserveret og vigtig. Jeg ved af erfaringer at jeg er dårlig til at argumentere og tale lige ud af posen. Da jeg ved et tilfælde i min søgen efter at finde svar på at komme disse anklager til livs, faldt jeg over denne bog.

Den er intet mindre end fantastisk i mine øjne. Jeg har altid vidst med mig selv, at jeg har haft det svært og en anelse ubehageligt i sociale sammenhænge, hvoraf det krævede af mig, at jeg var talende, imødekommende og sprudlende udadvendt. Desværre er jeg ikke sådan af natur og det kommer på ingen måde nemt til mig. I virkeligheden undgår jeg alt unødvendigt snik-snak og det er sandheden.

Efter at have læst bogen INTROVERT har jeg fået øjnene op for, at der faktisk er andre der har det ligesom mig og indimellem gemmer sig bag dårlige undskyldninger. Nu forstår jeg, at det er okay og jeg skal ikke nødvendigvis plages af dårlig samvittighed men istedet se det som en del af min personlighed at jeg forestrækker mit eget selskab og ro.

Jeg vil anbefale den til enhver, ikke kun dem som ligesom mig i virkeligheden nok er introverte, men bestemt også til den ekstroverte type. Simpelthen for, at de kan forstå hvor svært det kan være at begå sig med andre mennesker.
Det er faktisk et lidt ømtåleligt emne for mig og det er noget jeg bruger rigtig, rigtig mange tanker på, fordi det er et karaktertræk ved mig selv jeg ikke er særligt glad for. Specielt fordi det altid fælder mig, når jeg er ude eller skal sige fra overfor andre.

HONESTLY, så foretrækker jeg til enhver tid 'bare' at være hjemme med min mand og mine børn. Jeg elsker også at være sammen med min nærmeste familie og har på en eller anden måde nok i det. Det skal dog ikke betyde, at jeg ikke elsker at ses med de få veninder jeg har, så længe at der ikke forventes mere af mig. De venskaber jeg har tilbage, er dem hvor folk ikke forventer, at vi skal tale i telefon sammen hver eller hver anden dag. Det er dem hvor der godt må gå en måned, måske to uden at det skal ødelægge noget når vi så ses.
__________

Jeg har længe ville skrive et indlæg om dette og jeg er glad for at jeg nu endelig har fået det gjort. Jeg ser det som en selverkendelse og en styrke, at se i øjnene hvem man i virkeligheden er og 'deale' med det. Det ved i nu også og har forhåbentlig fået et indblik i hvem jeg er, mig som sidder bag skærmen og gemmer mig ;o)

/ Sarah