Alma's ankomst: en beretning!

Bloggen er stille disse sommedage, vi er hele familien hjemme og har derfor rigeligt at se til, når vi ikke forsøger at indhente manglende søvn og få dækket behovet på overskudskontoen.

Vi trives godt som familie på fire og kan stille og roligt mærke hverdagen tage over og at vores nye lillesøster også efterhånden er blevet en del af den.
Jeg har et stykke tid haft lyst til at samle lidt tanker om min fødsel, og vil ikke på den måde gå i detaljer, men i stedet få sat lidt ord på den oplevelse vi havde at blive forældre for anden gang.
.................................................................................................................................
Alma My, blev født natten til onsdag til 12 juni 2013 kl. 02.32 - efter mange lange timers veer og smerte-helvede kan man vist uden tvivl godt tillade sig at kalde det.
Som med Luna, måtte jeg igen vente tålmodigt idet jeg gik over termin og kun efter bedste overtalelsesevne fik jordemoderen til at sætte mig igang, så jeg kunne få "den unge" ud! Det er dog heller noget at anbefale, da det er en lang process, der hurtigt kan tage op til flere dage.

Intet skete der rigtigt og først dagen efter, efter endnu flere piller for at sætte veerne igang, skete der noget. Veerne satte igang, rigeligt tak og jeg blev forholdsvis hurtigt klar til at komme på fødegangen. Herfra tog det dog mange timer - de troede først at fødslen kunne ske når som helst, men den kære søster lod gerne vente på sig.
Efter 7 timer med aktive veer, på grænsen til presseveer, fik jeg endelig overtalt dem til at få en epidural, hvilket jeg ikke fik sidst, så denne gang fik jeg lov at opleve hvor dejlig en gave det er til kroppen når den er fuldstændig opbrugt for kræfter.
Hun kunne ikke komme ud, alle forsøgte at ryste mig, dreje mig, massere mig således at hun kunne komme på rette plads til at komme normalt ud - men intet ændrede det. De tog mange prøver og mærkede konstant efter hvordan hun stod og hvordan hun havde det. Til sidst, var en af prøverne på hendes hoved meget dårlig og alle reagerede meget hurtigt - der var ingen tvivl, der skulle et kejsersnit til, for hun skulle ud med det samme, hurtigt!
Bedøvelsen fra epiduralen var ikke nok længere og mere skulle til, men fordi det hele skulle gå så hurtigt, fik den nye bedøvelse ikke lov til at sætte rigtig ind inden de begyndte at skære og jeg skreg, for  jeg kunne tydeligt mærke hvad de gjorde - de forsøgte at vente lidt og gav mig samtidigt mere bedøvelse i håb om at det skulle virke hurtigere endnu.
12 minutter efter var hun ude og jeg nåede kun at se hende kort. Min mand var med hende og de kørte hende på en neonatal afdelingen, for at tømme hendes lunger for den smule grønne fostervand hun havde drukket og hjalp hende med at komme ordenligt igang med lidt ekstra ilt.

Der lå jeg, alene på operationsbordet, med halvdelen af maven åben og var udmattet, som i totalt udmattet og drænet for kræfter. Alle mennesker omkring mig, forklarede mig adskillige gange at hun havde det godt og at det kun var for at være sikker at de gjorde som de gjorde med hende. 

Jeg blev "lappet" sammen og kørt på en opvågningsstue hvor de skulle sikre sig at jeg kom mig ordenligt når bedøvelsen begyndte at holde op med at virke. Jeg kan huske at jeg lå der midt om natten på et hospital, jeg havde ikke rigtigt set min datter endnu og jeg vidst endnu ikke hvor hun og min mand var henne. Det var en mærkelig følelse - jeg var drænet for energi og ubeskriveligt træt og tørstig! 

"Jeg kan huske at jeg lå og tænkte på hvor meget jeg havde lyst til en cola"

Jeg blev kørt videre til en anden stue, hvor jeg skulle ligge og spurgte derfra om ikke de kunne finde ud af hvor min datter og mand var henne, så jeg kunne få lov at se dem. Der var allerede gået 4 timer og jeg kunne ikke vente med at se og ikke mindst høre hvad der var sket med hende under fødslen.
Endelig blev jeg kørt til den afdeling hvor de var og fik lov at se hende rigtigt for første gang - det var en meget mærkelig følelse, fordi jeg ikke havde fået hende i mine arme med det samme, som jeg fik med Luna, skulle man fortælle sig selv at det faktisk var min baby der lå der.
Hun havde slanger over det hele og et kæmpe drop i sin lille bitte hånd, det var et lidt væmmeligt syn og meget mærkeligt at forholde sig til.
Vi var glade og trætte og nok mest af alt lettede over at det nu endelig var overstået og hun havde det godt - det var jo det vigtigste.

Vi fik talt forløbet en smule igennem og begyndte at ringe rundt til den nærmeste familie for at fortælle om hendes ankomst. Når man som os ikke rigtigt havde talt scenariet igennem som en mulighed, var det  en mærkelig og stresset oplevelse, ikke mindst for min mand, der kun kunne stå på sidelinjen gennem hele forløbet. 

Ikke mindst glædede vi os til at hente Luna så hun kunne få lov at se den lillesøster som vi i så lang tid havde ventet på. 

Det var skønt at være samlet som familie og Luna tog det over alt forventning. Hun var så glad for at møde sin nye lillesøster og det gjorde mig varm om hjertet at se hendes omsorgsfulde sind kysse sin nye søster på hovedet. 

Nu er hun her og er en del af vores familie og vi elsker det.
4305 gram ved fødslen og 55 cm lang (en dejlig stor pige!)
- Alma My -

// Sarah